Gennem vores opvækst – fra fødslen til cirka 10-års alderen – bygger vi gradvist en Indre model af verden op, som herefter bliver fundamentet for fremtidig personlig udvikling og reaktionsberedskab for kriser og traumer.

Modellen bygges op på den måde, at alle oplevelser instinktivt tildeles en bestemt mening – set ud fra barnets synspunkt og aktuelle forståelse af verden. Så hvis barnet f.eks. tidligt i livet oplever en smertefuld adskillelse – det kunne være en kompliceret fødsel, forældrenes skilsmisse eller andre tab og traumer der giver samme følelse af forladthed og magtesløshed – så vil barnets tolkning kunne komme til at se sådan ud: Det gør ondt at blive adskilt – fra mor og/eller far (=tryghed) og komme ud i verden. Jeg føler mig afvist – og det er måske fordi jeg ikke er god nok og verden er et farligt sted.

Hvis fremtidige traumatiske oplevelser tolkes på grundlag af ovenstående, er der stor risiko for at man får konstrueret en model af verden, der giver anledning til interne konflikter. Man vil nemlig i stigende grad forsøge enten at kontrollere de ubehagelige og angstvoldene følelser, eller flygte fra dem (fortrænge). I de mest udtalte tilfælde kan der ske det, at krop og psyke fryser, og man føler sig lammet.

Det vil typisk være konflikter mellem at fastholde og kunne adskille – det vil sige at have svært ved at skilles fra ting, steder og personer, man har været knyttet til, kontra at kunne adskilles og give slip og tage det gode med fra tilknytningen. Det kunne også være mellem skyld og uskyld – ofte at være plaget af dårlig samvittighed og påføre sig selv straf. God nok – ikke god nok, med frygt for hele tiden at fejle – mangle selvtillid; og endelig konflikten mellem uafhængighed og afhængighed – af andre personer, omstændigheder eller stimulanser og lignende.